Om den personlige religiøse udviklings vej fra den gennemsnitskristnes position til mystikerens åndelige sammensmeltning med Altet.

“Jeg gik til Østen for at hente vand, Østen svarede: Grav i din egen mark efter den glemte kilde”. Dermed har forfatteren anslået temaet. Efter tredive års stillestående kirkeligt liv besluttede han sig til at søge Østens religioner, men får at vide, at han ikke finder noget her, som han ikke kan finde i sin egen religion. En længe næret mistanke om, at den nuværende kristendom ikke er den oprindelige men et cementeret dække over en kilde der var frugtbar engang, bekræftes da vedanta giver nøglen til forståelse af Johannesevangeliet og Pauli Breve. Forfatteren sammenligner det indre menneske med en rose, hvis blade folder sig ud under syv faser i menneskets udvikling, således som de kristne mystikere har beskrevet den. To slags kristendom har gennem tiderne levet side om side i de samme kirker: den oprindelige – som de gamle kendte, og som leder mennesket ad en indre udviklings vej – og et juridisk-mekanisk system, hvor frelsen opnås ved rettroenhed og deltagelse i ceremonier. Den sidste er i dag ved at blive et tomt hus; den første kan findes, hvis man leder under fundamenterne.