Når vi begynder at spore tallenes rødder, kan vi ikke undgå at blive vævet ind i et fascinerende net af antikkens hellige skrifter, den gamle visdom og tallenes mest berømte fortolker og talsmand, Pythagoras. Den vigtigste udvikling af den pythagoræiske tradition i middelalderen var dog den jødiske kabbala, der er baseret på en meget kompliceret talmystik, hvor den oprindelige Ene deler sig op i 10 sefirot, som på mystisk vis er forbundet med hinanden og arbejder sammen, og hvor de 22 bogstaver i det hebraiske alfabet fungerer som broer imellem dem.

Læren om tallene er en åndelig tradition, hvis mål er at forvandle. Ikke desto mindre må hver enkelt af os nå frem til en forståelse af vores helt egne forhold og betingelser for at vide, hvilken tradition der vil gøre vores liv mere meningsfyldt. Læren om tallene er en sådan vej. Det er en vej, som er meget værdifuld for den, der har tålmodighed til at gå ind i en symbolik, der har udviklet sig siden ældgammel tid.

Tallene er formidler mellem den guddommelige og den skabte verden, og hvis man arbejder med tal, fungerer disse handlinger derfor også på de ting, der er forbundet med de anvendte tal. På denne måde udvikler hvert tal en særlig karakter, en egen mystik og en særlig metafysisk betydning.