Beskrivelse

Det har gennem lange tider i historien været umuligt at tale lige ud om menneskets indre udvikling. I oldtiden hemmeligholdt mysteriesamfundene deres lære, fordi den kunne misbruges. I de etablerede religioner er den åndelige udvikling et gejstligt monopol, og hvad der ikke falder ind under det vedtagne, er suspekt. Historiens vise har derfor benyttet myten som middel til at vække den dybere forståelse af åndelige sammenhænge, og digtere med ren inspiration har – måske uden selv at vide det – bidraget med geniale indslag. Det menneske, hvis udvikling er standset ved det udvendige, har derved fået en god historie, mens den mere udviklede aner belæringen bag historien. I tilknytning hertil har forfatteren af Mytologiordbogen forsøgt at indkredse denne dybere mening.